“…man kan jo lave et galleri”

Det har aldrig været en drøm at få et galleri. Indtil det blev det - min hustru og jeg købte en gård på Falster. Det aller første vi mødte, da vi kom dertil, var den tilhørende gårdbutik. Lokalet var ok rummeligt med god atmosfære og loft-til-gulv vinduer. En istandsat grisestald. Man kunne jo lave et galleri…

Beliggenheden måske ikke optimal, hvis man ønsker sig et storby-publikum. Men blandt de 70.000 turister, der hvert år lægger vejen forbi Marielyst 4 km nede ad kysten, burde der være et par håndfulde foto- og kunstinteresserede

Så konceptet var enkelt: butikken skulle laves til galleri, der skulle laves en udstilling, en SMS-betjent dørlås - for jeg kan jo ikke sidde på Falster og vente på gæster. Væggene skulle være mobile, så der let kunne laves nye udstillinger. Måske man kunne sælge lidt lokalt kunsthåndværk. Måske lokale fotografer ville byde ind. Vi bygger broen mens vi kører på den.

Der går et par år med at drømme højt - imellemtiden flytter min mor på plejehjem og mit kommende galleri tjener en tid som opbevaringssted for de ejendele den 91-årige ikke længere har brug for. Måske det burde have været den første udstilling. The things we left behind.

Men en ting er at lave et galleri. Der skal billeder på væggene, helst store, rigtigt store, billeder. Engang var jeg medejer af en storformat-printer. Men den er for længst forsvundet; brudte venskaber og glemte kontakter. Jeg leder på Den Blå Avis. For det bedste må være at kunne printe sine billeder selv, i præcis den størrelse man har lyst til. Når man vil.

Lars ringer. Den printer, jeg ikke har brugt i over 10 år, findes stadig, og han har altså ikke plads til den længere! De brudte venskaber vil ikke have den - men for mig var det en kærkommen gæst. Den flytter ind i kulden i stalden på gården og stiller sig til at vente. Det kan den godt, siger Lars, stå i kulde og edderkopper og vente på sin tid.

Planerne samler sig så småt. Tjek til lokaler, der står en kasse med lamper i en anden stald. Den fulgte med købet. Der skal laves nogle vægge med hjul. Etableres en lås med kode. Automatisk lys og lyd.

Og nåh ja - fotografier.

Jeg planlægger en udstilling med lokale mennesker. Eller jeg kunne lave en sammensætning af Falster og Refshaleøen i København. Eller gå retrospektivt. Hvad gør man egentligt, når man nu bare elsker at lave billeder og altid har taget sig betalt for at gøre det for andre?

Man befinder sig pludseligt 1000 km ude i Stillehavet, på mytiske Galapagos. Tiden står stille på mange måder, men hver formiddag har jeg fire timer for mig selv, med min Mac og min Photoshop. Sort-hvide skabninger og stemninger vokser frem. Da jeg kommer hjem første april 2023, ved jeg hvad jeg skal.