Struktur
Hvornår er et fotografi relevant for andre end dig selv?
Skal det enkelte billede fremkalde en følelse i beskueren eller skal den samlede kuratering af værker vække den følelse?
Vil nogen købe det lort? Og er det parametret overhovedet?
Fotografiet af den uskarpe søløve var der allerede i kameraet. Det hele gik op i en højere enhed - vandets bevægelser, kameraets bevægelser og søløven, der lignede de klipper, den sad på.
Jeg sidder på min yndlingscafe en torsdag formiddag på San Christobal. Her er en cool stemning, loungemusik og dagens turister er taget ud på færd. Her føles underligt europæisk og døren i toilettet er fyldt med danske postkort.
Så langt hjemmefra og dog så hjemligt.
Det er let at glide ind i zonen, den kreative zone. Lyde af trafik, hav og loungemusik bliver bruser omkring mine ankler som en varmt og venligt ocean. Jeg udkrystalliserer og udkrystalliserer billedet af den uskarpe søløve. Den er der og den er der alligevel ikke. Fornemmelsen af at have ramt det jeg så.
Måneder senere i mit studie på Refshaleøen gentager jeg processen. Udkrystalliserer, forstærker, øger kontrast, lag på lag.
Det nederste billede er originalen - ovenfor er forskellige versioner af det endelige billede.
Det plejer at være svære valg - hvilken vej skal billedet gå. Der er uendeligt mange veje at gå. Men her vidste jeg fra selve optagelsen præcis, hvilken vej jeg ville gå. Jeg vil kun arbejde med kontrast og i sort-hvid.
Jeg vil mejsle skumsprøjt, søløveskind og blanke klipper til et fastfrossent øjeblik, som en tegneserie.
Disse fire billeder bliver hovedværkerne i den første udstilling i mit nystartede galleri. De er konkrete og udkrystalliserede hvor andre af billederne i udstillingen er mere ukonkrete og opløste former.
Mens jeg er på Galapagos læser jeg Bonos selvbiografi og er fascineret af temaet ‘There is no them - there’s only us’ fra sangen Invisible. Irriterende bedrevidende og dobbeltmoralsk - jeg køber helt ind båden irske forsangers ideer om en bedre verden.
Vi hænger sammen og er alle forbundet i et nøglehul af nu. Vi er alle på vej og i evig opløsning.
De to kæmpende søløver er antitesen - og det sidste billede får titlen “There’s Only Me”.
Jeg har fundet noget japansk papir, Awagami, der er lavet af bæredygtigt dyrket bambus og genbrugs papir. Men først og fremmest har det en struktur og overflade, der helt understøttet den organiske struktur, jeg ønsker udstillingen skal have. Normalt foretrækker jeg papir med en langt hårdere kontrast og dybde. Men lige nu er Awagami svaret på mine drømme.